Grundejerforeningen Vanløse Ny Villakvarter fylder 100 år!

Onsdag d. 13. februar 2019 fylder grundejerforeningen 100 år, hvilket skal fejres! 

Fejringen bliver ikke i form af en fest. En kold vinterdag i februar synes ikke optimal til vejfest. Til gengæld er der fødselsdagskage til hver husstand i Vanløse Ny Villakvarter! Sløjfen Bageri bager en nøddemazarinkage til alle husstande, som vi håber I vil tage godt imod og nyde med tanke på den runde fødselar.

Rent praktisk vil leveringen finde sted om eftermiddagen søndag d. 3. marts i tidsrummet fra kl. 13 til kl. 16, hvor bestyrelsen vil komme rundt og hilse på med kage.

Såfremt du ikke er hjemme til at modtage din kage, er der mulighed for at hente den hos bestyrelsesmedlem Jørgen Vinding, Thorsmindevej 15 senere samme dag mellem kl. 17 og kl. 18 og igen mandag d. 4 mellem kl. 17 og kl. 18.

En rund fødselsdag som en 100 års fødselsdag giver anledning til refleksion – hvordan var det at bo her år tilbage, hvad har Grundejerforeningen opnået gennem tiderne og hvad kunne Grundejerforeningen ønske sig af fremtiden.

Der har helt sikkert været en række milepæle gennem Grundejerforeningens levetid, også tilbage i den tid, hvor den nuværende bestyrelses erindring ikke rækker.

Indenfor de seneste år står især kampen for at få rockerborgen ud af Grundejerforeningen som en skelsættende milepæl men også etableringen af stilleveje på Grundejerforeningens veje og arbejdet med at få farten ned i det hele taget har været vigtige skridt for Grundejerforeningen.  

Dette er også punkter som Grundejerforeningens tidligere formand Lars Georg Jensen bringer op i det interview, som han har givet til Vanløse Bladet i anledning af Grundejerforeningens 100 år jubilæum.

Den mere historiske vinkel gives af Jette Abel, der også har talt med Vanløse Bladet. Jette Abel er således et af de medlemmer, der har boet i Grundejerforeningen i længst tid – hele 81 år er det blevet til.

Begge artikler blev bragt i uge 5 og kan læses her:


Også dette års generalforsamling vil bære præg af, at Vanløse Ny Villakvarter her i februar kan fejre 100 år. Generalforsamlingen vil således allerede ligge i februar, og der vil desuden også blive gjort lidt ekstra ud af generalforsamlingen.

Derfor mød op og vær med, når årets generalforsamling afholdes onsdag d. 27. februar kl. 19.30 i Vanløse Kulturhus.

God fødselsdag.